lørdag den 25. januar 2014

Turen går til Schwarzwald

Hvad er den nu af? Har Team Baghjul allerede arrangeret en træningstur til sydligere himmelstrøg?

Ingenlunde.

Men hvad gør man, når man gerne vil træne, men vinden og kulden bider i næse og ører med en chillfaktor, der nærmer sig minus 20 grader Celsius? Så trækker man indendøre og tager en tur på hometraineren.

I den gamle, ombyggede garage er udstyret sat op til netop sådanne dage, og med playlisten fra Spotify går det som en leg. Bemærk dog handskerne! Da turen startede var temperaturen tæt på minus fem grader ifølge Garmin gps'en, men sneg sig da op på næsten ti plusgrader på ren organisk vis.

Pedalkraft, ja tak!


Turen gik til naturskønne Schwarzwald i Tyskland - eller Black Forest, som englænderne kalder det, på en dag, hvor vejret var fint og total vindstille. Læg mærke til håret, der på bedste James Bond vis ikke rører sig ud af flækken.


Desværre foregik turen på lille skærm, men man følte sig hen ført til Tyrol og ventede blot på, at en Heidi med tykke, blonde fletninger pludselig sprang ud foran cyklen. Det skete aldrig... Til gengæld stødte jeg flere gange på valgplakater flankeret af Frau Kanslerin Angela Merkel!!!



Hvor turen går til i morgen, vides endnu ikke, men hvis ikke vinden snart lægger sig, og temperaturen ikke viser sig fra en lidt pænere side, bliver det helt bestemt i samme rammer.

-Allan

#hometrainer #fmkb #baghjul #schwarzwald



2 kommentarer:

  1. Ser godt og målrettet ud ex-chef :)
    Håber dog ikke at du satser på at køre Marmotte med de der lidt for højprofil fælge ;)
    Stay strong!

    SvarSlet
    Svar
    1. @Carsten: Nej, fælgene skal blot bruges til sommersjov herhjemme. Jeg skal ikke fanges af kraftig sidevind op ad Galibier med de fælge på cyklen. Selv om jeg vejer et par kilo for meget, er det vist ikke nok til at holde mig fast på vejen.
      Vi ses!

      Slet