søndag den 16. februar 2014

Endomondo - din nye træningsdagbog

"Han kører som et æsel på speed" Miklas trak som en gal da vi lukkede op for farten på den anden side af Hellerup for at undgå ydmygelse på de sociale medier.

Det er åbenbart ikke kun min gamle far hjemme i Sønderjylland der har hørt om vores lille projekt Baghjul. Endomondo havde i løbet af ugen været inde og lurer lidt på vores facebookside og dermed blevet enige om at de drenge helt klart manglede lidt oprejsning efter den famøse "rent ud sagt, lorte tur" sidste uge.

Med et Premium-medlemskab og tonsvis af energibarer i baglommen, gik turen i morges mod det Nordsjællanske idyl.
Miklas og jeg havde allieret os med Morten Togo som er en god ven af holdet, som i øvrigt er i fuld gang med forberedelserne til en halv ironman. (En invitation, som i bund og grund nok kun havde den bagtanke, at han kunne trække os gennem den 66 km lange tur.)

Den forhåbning skulle hurtigt vise sig at tage fejl, efter blot 20 km begyndte han allerede at spørge som de små irriterende unger på bagsædet af bilen om hvor langt der var igen. Så kunne jeg jo så fint hive min Iphone op af lommen og se på min nye Endomondo app og fortælle den store, hurtige langsomhed at der stadig var små 50 km igen :) (vi håber at se dig igen på søndag, Morten)

Endomondo-appen var med os hele vejen og med jævne mellemrum lød der fra en meget smuk, yndig og fløjlsblød stemme at vi gjorde det super godt, og kørte med en rigtig fin fart (det sidste passer ik)
Appen er super anvendelig og meget brugbar til vores cykeltræning, via GPS fortæller den om vores hastighed og ikke mindst om hvor ruten fører hen, så selv den mest stedforvirret cykelrytter kan forstå det :)

Vi havde en fantastisk oplevelse med Endomondo appen og kan klart anbefales til alle andre sports udøvere der ønsker struktur og succes med sin træning. 

Følg vores turer og brug af appen i vores gruppe.   #Baghjul http://www.endomondo.com/teams/14347655



Vi takker meget for medlemskabet og vil med god samvittighed nu nyde en god kop kaffe og en fastelavnsbolle på sofaen. 


God søndag!

Miklas og Sune

søndag den 9. februar 2014

KONDITEST PART I

"Jeg har aldrig skidt i bukserne mens jeg cyklede, indtil i dag"


Så galt endte det dog ikke under dagens konditions test, men må da indrømme at det ikke var langt fra, da testens maksimum watt skulle trædes.
 Den unge idræts studerende Michael Rundager havde støbt et overskueligt program sammen, som skulle vise sig at pille glansen af selv de hårdeste drenge på holdet.



Alle mødte friske og veludhvilet op i Fitness World i Rødovre parat til første indvejning. (Der blev bandet og svovlet over hvor hård julen havde været mod os) Men trods de chokerende tal på vægten og den iskolde fedtmåler tang, fik Michael alligevel tvunget os en tur i sadlen.



Første test skulle give os en indikation på vores maksimale iltoptag kroppen kan opnå pr. kg kropsvægt i minuttet (Vo2max). Det skulle vise sig at blive hårdere end forventet. 10 minutter i sadlen med en konstant kadence på de 80 er mere end hvad halvdelen af holdet tilsammen har cyklet i hele 2014.                                                                                                                    Selvom kræfterne efter 10 minutter på cyklen ikke var helt brugt op skulle de hurtig vise sig at slippe op i testens afgørelse. 30 sekunder med fuld skrue og en trampen i pedalerne så selv Erik Zabel ikke ville kunne følge med - her skulle vi finde det absolutte max/peak watt vi var i stand til at træde :)
     

        Resultaterne fra testen i dag.



For at sammenligne vores tal og vise hvor langt vi egentlig er fra at være i topform og noget der ligner en cykelrytters form har vi her fundet lidt tal fra den virkelige verden.
Semiprofessionelle ryttere har en maksimal Watt produktion på 1411,7 og en Vo2max på 55,8 ml ilt i minuttet. De Professionelle ligger overraskende nok lavere i maksimal Watt produktion med ca. 1280, men overskygger semiprofessionelle med Vo2max målinger på hele 78,8 ml ilt i minuttet.

KONDITIONS TABEL.

Så bare rolig Allan. Selvom du sagde farvel til os andre med en følelse svarende til den Bode Miller havde tidligere. Kan jeg forsikre dig om, at trods din skuffelse over ikke at kunne følge med de unge. Klarede du dig faktisk rigtig flot :)


Vi går nu i intensiv træning og håber på vi har forbedret os, når vi til juni skal stå prøven igen.

- Sune 

fredag den 7. februar 2014

ROOKIE MISTAKE.

I vores iver over at komme ud at rulle på de danske landeveje, tog vi i morges i bedste Tonser Tony-stil afsted i øsende regnvejr og stiv kuling mod det Nordsjællandske idyl. Hvad der lignede til at være gode ben, ændrede sig hurtigt da vi vendte snuden hjem ad efter små 30 km, der fik vi for alvor at mærke den danske vinter.

Da vi nåede Svanemøllen station kunne vi hverken mærke fødder, ansigt eller hænder, og måtte i skam tage toget det sidste stykke hjem til Vesterbro.

Først nu, 5 timer efter hjemkomst er følelsen så småt begyndt at komme tilbage i vores lemmer.


"Det er sgu' da meget federe at drikke cola i bussen end at skulle køre over de lorte-bjerge i snevejr"  (Brian Holm).



- Miklas og Sune


tirsdag den 4. februar 2014

Grejsdalsløbet - en sand forårsklassiker.

Vi er 6 nyudklækkede kyllinger, hvis fødder ikke har set klikpedaler hele livet. Dog med en entusiasme og gåpåmod som da Jørgen Mader og Leth skreg deres lunger tomme for oxygen, da de som ægte cykelhooligans råbte Riis ind i hjerterne hos danskerne og forbi Indurain i '96.

Det er med samme entusiasme vi nu giver os i kast
med Danmarks hårdeste motionscykelløb Grejsdalsløbet den 11. maj i Vejle.

Sammenligner Grejsdalsløbet med Marmotte :)

En lille hyggetur på 180 km inden det for alvor går løs i de franske Alper til sommer.

Sidder du med en lille drøm om at få lov at slå
holdets yngste rytter Kean i en af de mange bakkespurter, så er du mere end velkommen til at tilslutte dig vores hold "Baghjul" så vi sammen kan cykle og støtte hinanden gennem dette løb til fordel for Familier Med Kræftramte Børn.


"Man kan hvad man vil, bare man vil det nok" - Helge Strømbæk. 


// Sune

lørdag den 1. februar 2014

Endnu en sponsor støtter Team Baghjul

Vi er stolte over at præsentere www.min-cykel.dk som sponsor af cykelslanger til Team Baghjul.


min-cykel.dk leverer virkelig lækre high-end cykler, der kan tage pusten fra selv den mest hardcore cykelentusiast.

Tusind tak til min-cykel.dk.


#fmkb #baghjul #lamarmotte14 #mincykeljdm